23948sdkhjf

Snart vælter regnskaber for "The Big Four" frem: Det forventer eksperterne

Samlet omsætter de fire største dagligvarekoncerner i Danmark årligt for tæt på 150 milliarder kroner

Det er regnskabssæson for dagligvarehandlen. 

Mens Nemlig.com og ABC Lavpris allerede har offentliggjort deres resultater for 2023, venter branchen formentlig spændt på, at de fire største aktører på markedet - Salling Group, Coop, Dagrofa og Rema 1000 - fortæller offentligheden om deres 2023-præstationer. 

Og ej at forglemme Løvbjerg, der har meldt om markant vækst i de foregående år

RetailNews har sat to eksperter inden for dagligvarehandel - Mogens Bjerre og John Schønberg - i stævne og bedt dem forholde sig til den forestående regnskabshøjsæson.

Og der er en række markante forudsigelser iblandt. 

Regnskaber, 2022

Rema og Salling Group i top

Som den eneste koncern af de fire store landede Coop et minus på bundlinjen i 2022 - og det var et gigantisk ét af slagsen. 

Over 600 millioner kroner i røde tal på bundlinjen blev resultatet for det seneste regnskabsår. 

Både John Schønberg og Mogens Bjerre forventer imidlertid ikke, at tendensen er vendt for landets næststørste dagligvarekoncern - tværtimod. 

Mogens Bjerre

  • Mogens Bjerre er forsker og lektor ved Copenhagen Business School og har været det siden 1995.
  • Han har en baggrund som marketingschef og -direktør i forskellige virksomheder. 
  • Han forsker i dagligvarehandlen - og forsker her særligt i dybden med både leverandører og detailister samt disses adfærd og strategier.

Kilde: CBS

- Mine forventninger til regnskaberne er, at de formentlig vil ligne 2022 en hel del - stort underskud til Coop på driften og pæne overskud til Rema 1000 og Salling Group, indleder John Schønberg og suppleres af Mogens Bjerre, der er mere klar i spyttet: 

- Jeg tror, det bliver et frygteligt regnskab for Coop - ligesom det var sidste år. Det koster ufatteligt mange penge for Coop-koncernen bare at kunne være konkurrencedygtige på prisen i den store 365discount-satsning. 

Mogens Bjerre istemmer i forhold til John Schønbergs udmelding om positive vinde for Rema 1000 og Salling Group. 

- Rema 1000 tror jeg igen vil gøre det godt, og de formår over en bred kam at løfte omsætningen mærkbart på de tidligere Aldi-lokationer, hvor de nu befinder sig i dag. Og det går ud over konkurrenterne i de nærområder. For Salling Group gælder, at det fornyede Netto-koncept løfter forretningen for dem, siger han. 

Begge er de enige om, at Coop er den mest pressede koncern af de fire store - og absolut også den, der har mest at bevise. 

Den sidste af de store spillere - Dagrofa - har ingen af detaileksperterne noget at udsætte på, omend Mogens Bjerre noterer sig, at "de er svære at blive kloge på i øjeblikket". 

I 2022 præsenterede direktør Tomas Pietrangeli sit andet overskud i træk for koncernen - og mediet Dagligvarehandlen har tidligere spået, at de kommer ud af 2023 med et rekordoverskud, nærmende sig et trecifret millionbeløb. 

John Schønberg

  • John Schønberg har over 30 års erfaring fra dansk detail- og dagligvarehandel.
  • Han er en af ​​stifterne af konsulentbureauet Statwise (tidligere Sign Up Survey), der rådgiver danske og internationale detailkæder om strategi.

  • Det sker gennem blandt andet markeds-, konkurrent- og kundeanalyser for de respektive kæder og koncerner.

  • Hans erfaring dækker alle brancher inden for detailhandel, dog med overvægt inden for dagligvarer, isenkram, tøj, sport og møbler.

Kilder: Statwise og John Schønberg

Stigning på toppen af én årsag

Det er en gængs opfattelse, at dagligvarehandlen er en benhård branche. 

Marginerne i markedet er små - og deraf skal der genereres meget omsætning for at skabe overskud på bundlinjen.

- Jeg tror i hvert fald, at der er pressede bundlinjer, siger Mogens Bjerre og tilføjer:

- Jeg forventer, at alle koncerner er pressede på omkostninger. Jeg tror omvendt heller ikke, at toplinjerne er steget voldsomt meget, hvis man fraregner de prisstigninger, der ramte markedet i løbet af 2023. 

Gradvist har begge detaileksperter også fulgt med i det intense prisfokus, som har præget dagligvarebranchen igennem hele året. 

Omvendt har prisstigninger også medført generelt højere forbrugspriser i branchen - og det afspejler sig med stor sandsynlighed også i koncernernes toplinjer. 

Toplinjer, 2022

En kolossal Coop-opgave

Hvis man retter blikket mod det indeværende regnskabsår for 2024, forventer både John Schønberg og Mogens Bjerre, at Coop får endnu et hårdt år.

De frygter begge, hvad 2024 kan betyde for koncernens tilstand. 

- Coop kommer yderligere under pres, da Rema 1000, Netto og Lidl åbner cirka 125 nye butikker. Så hvad vil Coop gøre for at stoppe nedturen, siger John Schønberg.

- De er nødt til at gøre noget drastisk - og meget hurtigt - for at undgå, at 2024 bliver et sandt katastrofeår, tilføjer han. 

En vurdering, som Mogens ligger fuldstændig på linje med.

- Jeg ville frygteligt gerne sige, at det blev bedre, men jeg må erkende, at de investeringer, der skal løftes, er en kolossal opgave for Coop. Man kan ane, at koncernen er blevet mere forsigtig og tøvende i forhold til de ellers offensive udmeldinger fra januar sidste år, hvor Fremtidens Coop-strategien blev meldt ud.

Ingen af de fire store dagligvarekoncerner har meldt ud, hvornår de offentliggør deres 2023-regnskaber.

RetailNews har rettet henvendelse til Coop-koncernen for at få en kommentar til eksperternes udsagn. Coop har dog ikke ønsket at kommentere på disse. 

Se nøgletal for:
Læs mere om: regnskab dagligvarehandel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.703